Genbrugsguld med julestjerner
Juletiden byder på en overflod af muligheder for at shoppe nyt til pynt og dekorationer. Men helt ærligt: Er det nu også nødvendigt? Mon ikke dine skabe gemmer på genbrugsguld med nostalgisk udtryk, der i kombination med smukke julestjerner i matchende farver kan skabe den skønneste julestemning? Ellers kan du helt sikkert finde fine kopper, krus, fade og andet godt i den lokale genbrugsbutik.
Her får du inspiration til dekorationer af genbrugsguld med julestjerner fra Stars for Europe.
Snup en kop julestjerne
Du kan skabe julestemning i en håndevending ved hjælp af gamle kopper og krus. Vælg en farveholdning, du holder af, men tænk ikke på, om de enkelte dele i øvrigt passer sammen. På billedet er der valgt porcelæn i grønne nuancer, der understreger julestjernernes farver og ikke mindst julestemningen. Placer minijulestjerner i kopper og krus i forskellig højde sammen med stearinlys og lidt naturlig pynt. Flyt rundt på de enkelte elementer, til tableauet er perfekt. Vupti har du den fineste advents- eller juledekoration. Placer din hjemmelavede adventsdekoration et lyst, lunt sted væk fra træk. Vand minijulestjernerne regelmæssigt ovenfra i små doser. Det er nemt, fordi de er placeret i servicet.
Enkel adventsdekoration
En enkel adventsdekoration med hvide julestjerner og upcyclede hvide krus er et elegant og moderne alternativ til den klassiske krans. Et alternativ, enhver kan skabe af fire hvide kopper, fire cremefarvede minijulestjerner og fire hvide lys. Kopperne plantes til med minijulestjerner og placeres på række i vindueskarmen eller på sofabordet. Lidt ler i bunden af kopperne holder lysene på plads. De fire adventssøndage markeres af tal, du kan lave af tyk ståltråd ved hjælp af en tang. Tallene er fastgjort til koppen med et stykke tyndere ståltråd, der stikkes ned i jorden.
Julestjerner i muffinform
Hvis du har en muffinform, der har set bedre dage, stående bagerst i skabet, er du godt kørende på genbrugsguld til julens dekorationer. Sådan en form er det perfekte underlag til en dekoration med små julestjerner, et sæt røde adventslys påtrykt tal og julekugler, kogler og gran som pynt. Et herligt projekt, når der skal julehygges med forventningsfulde børn og også en original gaveide. Her får du trin-for-trin opskriften på, hvordan din dekoration bliver til.
Du skal bruge en muffinform med 12 huller, ler, fire røde bloklys i forskellige højder, fire røde minijulestjerner, mos, en gren gran, kogler og julepynt, såsom små kugler og guldsprøjtede minikogler samt en limpistol og en beskæresaks. Måske får du også brug for nogle stykker ståltråd til at fastgøre gran og julepynten.
Trin 1: Fyld fire af de 12 huller halvt med ler og sæt adventslysene fast i leret.
Trin 2: Fjern forsigtigt minijulestjernerne fra deres potter og plant dem i yderligere fire huller.
Trin 3: Dæk synlig jord og ler med mos.
Trin 4: Fyld de resterende fire huller med mos og pynt mellemrummet mellem stearinlys og julestjerner med små stykker gran.
Trin 5: Dekorer med kogler, gyldne minikogler og julepynt. Tip: Fastgør om nødvendigt julepynten ved hjælp af limpistol eller ståltråd.
Gengivelse af materialet er gratis ved billedkreditering til "Stars for Europe"
Stars for Europe (SfE) er markedsføringsinitiativet fra de europæiske julestjerneforædlere.
Vi modtager meget gerne en kopi.
Pressekontakt for Stars for Europe i Danmark:
Anna Marie Hillebro Nielsen
E-mail: am@hillebro.com
Få mere inspiration på www.starsforeurope.com/dk/